Præstens tale

Michael Gellert Andersens begravelse den 22. marts 2003. Der skal i dag ved Michael Gellert Andersens begravelse læses to skriftsteder. Det ene er fra begyndelsen af salme 10 i Det gamle Testamente, hvor et menneske i nød råber til Gud: "Hvorfor står du så langt borte, Herre. Hvorfor skjuler du dig i trange tider?" Det andet skriftsted er de sidste ord fra Mattæus evangeliet, hvor Jesus siger: " Og se, jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende". Amen.

Når livet møder os på en så voldsom måde, som vi har oplevet det her ved Michaels sygdom og død, så viser tilværelsens meningsløshed og uretfærdighed sig tydeligt for én. Når en modbydelig sygdom, som ikke kunne opdages, slår ihjel, så kan vi ikke lade være med ulykkeligt og vel også anklagende at spørge. Hvorfor skulle dette ske?

Der er ikke noget menneske, som kan svare på det spørgsmål, det ved vi godt - og alligevel kan tanken arbejde i os: Hvorfor skulle dette ske. Når vi spørger på denne måde, så retter vi altså egentlig ikke spørgsmålet til noget menneske – for vi ved godt, at der ikke er noget menneske, som har forsømt noget i forbindelse med Michaels sygdom – nej, vi stiller på en eller anden måde spørgsmålet til den, som står bag livet, og som vi synes, har svigtet her.

Når livet ryster os på denne måde, reagerer vi - og det viser sig ofte, at vi gør det på samme grundlæggende menneskelige måder, som vore forfædre gjorde det, for de gav også udtryk for den uretfærdighed og meningsløshed de oplevede – og de sagde til Gud, som vi lige hørte det. " Hvorfor er du så langt borte Herre. Hvorfor skjuler du dig i trange tider?"

Når vi er naturlige nok, så kan vi ikke lade være med at protestere, når livets meningsløshed møder os - og da Gud står ved, at han har skabt verden og os, så vil han, at vi i forhold til ham skal være naturlige, og fortælle ham, hvordan livet er for os – også når det, vi har at sige, er at vise vores vrede – eller klage vores nød.

At vi må bruge Gud på den måde, har han tydeligst vist os ved at komme til os – som Jesus Kristus – for Jesus oplevede på sin egen krop meningsløsheden og håbløsheden. Det blev udtrykt i salmen vi sang før med ordene: " Et kors det var det hårde trange leje" som Jesus endte sit liv på, og da han var her, råbte han sin vrede og afmagt ud. I Getsemane Have bad Jesus skærtorsdag om, at det, der ventede ham ved korsfæstelsen langfredag, kunne laves om. Han bad om, at det voldsomme, som nu var så tæt inde på livet af ham, kunne undgås. Men langfredag oplevede han, at han ikke blev fri for det truende, og da han var i håbløsheden og fortvivlelsen og angsten, råbte han: " Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig? " Så Gud ved fra oplevelsen i den påske, hvor rystende livet kan være. Men efter dette fulgte påskemorgen, hvor Gud gav Kristus livet igen - og det fortæller, at der ikke er nogen magt her i verden, som er så stærk, at den kan vriste noget som helst ud af Guds hånd for bestandig. Gud ved altså fra sig selv, hvordan livet er, når det er barskest, så når vi i dag siger "Hvorfor " til ham, så ved han, hvad vi taler om - og han ved, at vi gør det samme som vore forfædre gjorde, og som Kristus gjorde den sidste påske, han levede her. Og netop fordi vores ulykkelige og bebrejdende "hvorfor " er så naturligt, så svarer Gud også på det. Han svarer os ikke, så vi kan forstå, hvorfor livet er, som det er - men han svarer os netop gennem dette, at han selv – i Jesu Kristus skikkelse - gik ind i de mørkeste dele af livet, for at vi kan vide, at også der vil han være – og være sammen med os - og derfor er vi også nu kendt af Gud. Denne virkelighed udtrykkes også i den sang, vi skal høre lige om lidt, nemlig " When you say nothing at all " .Der bruges disse ord: " There´s a truth in your eyes saying you´ll never leave me/ The touch of your hand says you´ll catch me if ever I fall ". Sangen her handler om kærligheden mellem to mennesker - Guds kærlighed er af samme slags, og fordi Kristus, som jo også er Gud – gik gennem livet med håbløsheden og forladtheden – og gennem døden frem til opstandelsen påskemorgen - så kan netop han - med Guds stemme sige til os: " Og se, jeg er med jer, alle dage, indtil verdens ende". Selv hvor alt går i stykker i meningsløshed, vil Gud være til stede med sin kærligheds skaberkraft, Vi fatter ikke, hvorfor det skal være sådan, men Gud viste påskemorgen, at sådan er det, og derfor er både Michael og vi også nu i Guds hånd.

På denne baggrund må vi også i dag sige tak for alt det liv, Michael har givet fra sig. Han var først og fremmest GLAD - og temperamentsfuld, - og han ville gerne dele ud af det, han oplevede. Så han noget godt i fjernsynet - f. eks. Casper og Mandril-aftalen - så kom han råbende: Mor, skynd dig lidt - kom og se – eller Martin, kom og se, det er alt for grineren. Michael var til at stole på - et ord var et ord. Michael havde en gang - han var omkring 10 år - fået lov til at gå i klub og det var aftalt, at han skulle komme hjem kl. 8. Han ringede imidlertid kl. 7 og spurgte, om det var i orden at han kom hjem kl. halv otte - for havde man en aftale med ham, så havde man en aftale. Michael tog ansvar for det, han havde med at gøre. Michael var også meget betænksom - overfor sin mor - og sin bror – sin familie og sine venner. Mange her har oplevet, at når I besøgte Michael, og det blev så sent, at Mie var gået i seng, inden I gik, så sørgede Michael for ro og sagde: Ssssh, min mor sover". Mange venner har virkelig haft glæde af at tale med Michael om vanskelige ting, - for han var klog på livet. Det var han blevet, bl.a. fordi han - lige som Martin - tidligt mistede sin far. Det at opleve det, efterlader et savn, som gør, at man bliver tvunget til at se livets alvor allerede på et tidspunkt, hvor så mange andre kan leve mere ubekymrede liv. Hvis man overlever det så smertende, får man livsklogskab med sig. Den havde Michael - der så også døde af den samme hjertesygdom, hans far døde af. Michael og Martin har haft mange slåskampe med hinanden – endda meget voldsomme - som en storebror og en lillebror kan have det. Men lige så meget som I kunne være mod hinanden - lige så meget holdt I sammen, i forhold til andre. Og I kendte hinanden rigtig godt. Martin behøvede aldrig at give Michael en ønskeseddel til fødselsdag eller jul, for han ramte altid hovedet på sømmet og gav den helt rigtige gave. Michael blev sammen med Martin i en lang periode passet hos mormor og John. Her er savnet også stort. Michael var meget kreativ, - og lod sig på mange måder inspirere af Martin. Hænderne sad godt på Michael, og han lavede mange smykker, halskæder, øreringe, figurer af ler - et selvportræt – Jesus - og så lavede han også nullermænd. Men først og fremmest hørte han altid musik - mest teckno, hård rock og rap - men også f.eks. Roben og Knud. Michael var en meget dygtig trommeslager – og som der står i udtalelsen fra Brøruphus Efterskole: "Michael var i sit rette element, når han sad bag et trommesæt". Han havde virkelig sans for, hvad trommer kunne bruges til, og var derfor også meget medlevende, når han spillede sammen med andre. I det hele taget ville Michael gerne dele livet med andre - og dele ud af det. Derfor havde han mange venner - og kendte rigtig mange mennesker. Og der skete noget der, hvor Michael var. Han havde mange skøre indfald med hatte o.s.v. - inspireret af f.eks. Jack ass. Fra barn var han vant til at komme med sin familie på Jelling festivalen - så den blev en tradition for ham - og det blev Midtfyn festivalen også. Det at være med her var han helt vild med - det synes han var alt for grineren. Da musik betød så meget for Michael, skal vi nu høre et af de stykker, som mange af jer ved, at han var meget glad for. Det er Ronan Keating, der synger: " When you say nothing ", hvor vi netop skal høre ordene: There´s at truth in your eys saying, you´ll never leave me. The touch of your hand says you´ll catch me if ever I fall".

Vi må i dag sige tak for, hvad Michael har givet - gennem sin glæde - sit temperament - sin betænksomhed som søn - bror, familiemedlem og ven. Og så må vi slutte med at minde hinanden om, at når livet bliver meningsløst og ondt for os, så må vi spørge Gud om, hvorfor det, der skete, skulle ske. Vi må rette vores "hvorfor" til ham. Og selv om vi ikke får noget direkte svar, så svarer han os dog med ord, som ligner dem, vi lige har hørt, for han siger til os: " Jeg kender jer også nu - og også når I falder, griber jeg jer - for jeg er med jer - alle dage - uanset hvad det er for nogle dage – alle dage indtil verdens ende.

Amen.